Værd at læse

00

Filmanmeldelse: Jernladyen

Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk

Danske Thatcher-fans har glædet sig i lange tider, og på torsdag udløses spændingen langt om længe: Portrættet af ”jernladyen”, som Margaret Thatcher næsten kærligt blev døbt af fjenden i Sovjet, båret frem af en af vor tids største skuespillerinder, Meryl Streep, får premiere i Danmark.

Men selvom det er indiskutabelt, at filmen er et must-see for dedikerede fans af en af den nyere histories mest markante politiske ledere – og næppe et decideret must-see for ret mange andre - er der grund til at skrue forventningerne ned til et middelmådigt niveau.

Generende fortællestil

Filmens fragmenterede fortællestil er fra første færd generende for den, der håber at få et sammenhængende og medrivende billede af et stort menneske med en stor politisk karriere. Vi møder Margaret Thatcher som en gammel, senil, grå og næsten anonym kone, der tusser forvirret rundt i sit hus i London, drikker for meget sprut og fører indbildte samtaler med sin afdøde ægtemand, Dennis.

Via flashbacks får vi så præsenteret små bidder af historien om den unge købmandsdatter, Margaret Roberts, der higer efter at gøre sin politisk aktive, konservative far stolt, og som må siges igennem hele sin tilværelse at have lykkedes overmåde hermed: Lige fra den for en kvinde fra en banal baggrund på den tid helt usædvanlige opnåelse af en plads på Oxford Universitet, til den senere glorværdige politiske karriere, med et livslangt og, forstår man, lykkeligt ægteskab og to børn som privat baggrundstæppe for alle succeserne i det offentlige liv.

Det er svært ikke at tænke, at hendes eksempel sætter enhver form for feministisk klynkeri om nutidige, danske middelklassekvinders urimeligt hårde vilkår i et lidet flatterende perspektiv. Dette selvom der smides lunser til feministerne, når den unge Margaret indtrængende forklarer sin kommende (og meget forstående) ægtemand, at ”I cannot die washing up a tea cup. I mean it!” og den ældre Margaret belærer to mandlige kolleger i Tory om, at ”England får aldrig en kvindelig premierminister. Ikke i min levetid.” Hele vejen igennem bliver Thatcher både modarbejdet og hjulpet af mænd, og filmen lægger samlet set op til den neutrale konklusion, at det skyldes den simple omstændighed, at hun, qua sit valg af karriere, omgiver sig med netop – mænd.

Thatchers facetter udfoldes ikke

Både den unge Margaret Roberts, hvis tilbagetrukne, selvudslettende mor end ikke kan få sig selv til at give sin datter et knus som belønning for hendes optagelse på Oxford, og den voksne kvinde og mor Margaret Thatcher, der kæmper sig til en plads i det britiske parlament, er yderst interessante skikkelser, der desværre aldrig rigtigt bliver udfoldet tilfredsstillende. Dette er ærgerligt, men langt mere ærgerlig er den tilsvarende mangelfulde udfoldelse af den ældre Thatcher, der i glimt, men aldrig til fulde, vises som en usædvanligt hårdtarbejdende, dygtig og selvsikker partileder og premierminister med nosser af hårdere stål end langt de fleste mandlige politikere kan fremvise.

For at udtrykke det banalt: Ligeså snart, det begynder at blive spændende, og vi for alvor suges ind i historierne om ”Maggie”s politiske kampe, forlader filmen flashback'et, og vi skal igen for en tid følge den gamle kone med hendes sentimentale længsler efter en svunden tid, hvor børnene var yngre, mor havde magt i Storbritannien og Dennis var i live.

Denne tilgang – at filmens løbende udgangspunkt er at vise ”jernladyen” i sin høje alders forfald frem for i sine velmagtsdage - har været genstand for hidsige etiske debatter i England, og blandt andre Thatchers familiemedlemmer har kritiseret filmen for at ydmyge den gamle kvinde unødigt. Om man mener, alderssvækkelse er ydmygende og helst bør skjules, eller om man anskuer det som naturligt og et bevis på at den pågældende har den styrke, det kræver at have overlevet årti efter årti i denne verden, må vist være et fortolkningsspørgsmål. Det etiske problem er i hvert fald ikke åbenbart for denne anmelder. Den gamle Margaret udstilles ikke på nogen ondskabsfuld måde; tværtimod er det via hende, vi lærer om den dybe, bogstaveligt talt udødelige kærlighed imellem hende og Dennis, og vi får også lov til at nyde et par skarpe øjeblikke, hvor hun vågner fra sin senilitets formørkelse og kommer med rammende betragtninger om alt fra terrorisme til tidsånden.

Problemet med tilgangen er snarere, at det generelt er ualmindeligt uinteressant at følge med i, hvordan enken Thatcher kæmper for at tage sig sammen til at smide sin afdøde mands tøj ud, hvordan hun savner sin voksne søn, der bor i Sydafrika, og hvordan hun småskændes med sin voksne datter, der trofast hjælper hende i dagligdagen. Selvom menneskeliggørelse af politiske ledere er en sund disciplin, er det ikke den slags trivialiteter, man ønsker at få indblik i, når man ser en film om et menneske med så mange usædvanlige bedrifter på sit CV.

Filmen skal have stor ros for behændigt at undgå såvel politisk fordømmelse som gudinde-dyrkelse af Thatcher som den ekstremt kontroversielle premierminister, hun var. Dog snydes vi desværre for et dybere indblik i, hvad der drev hendes stålsatte ideologiske tilgang til politik; herunder får vi intet at vide om hendes forkærlighed for liberale teoretikere som F. A. Hayek. Det er en mangel, da Thatchers indblik i liberal, økonomisk teori var en helt central forudsætning for den særlige gren af moderne libertariansk konservatisme, Thatcherismen, hun gav navn til.

Ensidigt fokus på Falklandskrigen

I den del af filmen, der handler om årene i Downing Street, ligger det helt store fokus på Falklandskrigen, som da også er den mest spektakulære, internationale begivenhed knyttet til Thatcher. Fremstillingen af krigen er fremragende egnet til at vise Thatcher som den hårde og principfaste leder, der ikke orker blødsødenhed og brok fra alle de karrierefikserede ”svage mænd” - som hun kalder dem - i hendes parti, der forsøgte at tale hende fra modangrebet på Argentina, og som flere år senere, da hendes principfasthed er blevet til pinlig egenrådighed og tyrannisk ydmygelse af sine kolleger, skulle tvinge hende til en nedværdigende tilbagetrækning fra magten. Men krigen er ligeså egnet til at vise hende som den samvittighedsfulde moder for det engelske folk, der i hånden skriver et dybt medfølende, personligt brev til hver og en af de afdøde, britiske soldaters familier. Meryl Streep forener disse to elementer udsædvanligt elegant og troværdigt i sin portrættering af kvinden, der ville ”put the Great back in Great Britain”.

Man kan kun længes efter, hvad det ville være blevet til, hvis filmen havde gjort ligeså meget ud af Thatchers uforfærdede modstand mod Storbritanniens indtræden i den fælles europæiske valuta, der, ligesom hendes nære forhold til Ronald Reagan, kun behandles antydningsvist.

Die hard Thatcher-fans kan naturligvis under ingen omstændigheder gå glip af filmen, men hverken fans eller mere neutralt indstillede kan desværre forvente at være ret meget klogere efter de har set den.

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

14 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere