Værd at læse

00

Klarlund & forbudslobbyen tog fejl igen: Øget cigaretafgift dæmper ikke rygning

Afgifts-dogme under angreb:  - Endnu et studie viser, at øgede cigaretafgifter ikke har nogen signifikant nedsættende effekt på udbredelsen af rygning. Heller ikke for unge rygere, som de afgifts- og forbudsglade danske sundhedseksperter ellers hårdnakket påstår.

Dette er konklusionen i et nyt studie af US-økonomerne Callison & Kaestner, offentliggjort i NBER, National Bureau of Economic Research. Ifølge studiet skal der kæmpe prisstigninger til - på ca. 100% - for at opnå blot et lille 5% fald i cigaretforbruget.

"Resultaterne må være nedslående for politikerne,” skriver økonom Christian Bjørnskov på Punditokraterne. ”Studiet viser, at en fordobling af afgiften kun øger chancen for at holde op med at ryge dagligt med 1½ %, og det estimat er ikke engang signifikant forskelligt fra nul.”

”Når man i stedet ser på, hvor meget folk ryger per dag, er resultaterne ikke meget mere opmuntrende for de forbudsivrige. De peger på, at selv en fordobling af afgifterne kun vil reducere forbruget med cirka 5 %," skriver Bjørnskov.

Et tidligere studie af otte års øgede cigaretafgifter i EU i 2002-09 kom for et halvt år siden frem til et lignende resultat: Øgede cigaretafgifter nedsatte ikke antallet af rygere:

Otte års højere cigaretafgifter førte ikke til færre rygere i EU

Christian Bjørnskov konkluderer, at øgede cigaretafgifter i bedste fald har en meget lille, og i sundhedsforstand ret ubetydelig virkning.

”Denne omhyggelige undersøgelse peger endda på, at de yngste (de 15 til 24-årige) ikke reagerer mere på pris- og afgiftsændringer end andre.”

”Man kan således heller ikke, som Bente Klarlund gentagne gange har påstået, argumentere for at afgifterne er der for at afholde unge fra at begynde med at ryge dagligt. Så det eneste argument, der er tilbage, er at afgifterne skæpper i statskassen,” skriver Bjørnskov.

Illegal cigaretsmugling florerer i Europa pga høje afgifter

Mange europæiske regeringer har hævet cigaretafgifterne kraftigt i de senere år - dette har resulteret i en massiv stigning i illegalt lavpris-cigaretsalg overalt i Europa. Med store tab for statskasserne som resultat - men uden nedgang i rygningen.

De seneste studier af forholdet mellem afgifter og rygning, som fx. DeCicca 2002, har demonstreret, at høje cigaretafgifter ikke har nogen effekt på rygestart blandt unge. Men netop dette har danske public health eksperter, som Bente Klarlund ellers hævdet ganske bombastisk - stik mod den kendte viden om menneskets natur:

- Et forslag om høj pris på cigaretterne er målrettet de unge. En høj pris er en barriere for at begynde at ryge.

Bente Klarlund: Prisen på pakken, kronik i Berlingske, 9. maj 2009

Dette udsagn er falsk. Unge rygestartere aner ikke, hvad prisen var i går eller sidste år, og det har ingen relevans for dem. Ofte betaler de ikke selv deres cigaretter - de får dem eller stjæler dem. En høj pris kan tværtimod øge teenageres begyndende interesse for cigaretter.

Når Bente Klarlund og andre danske sundhedseksperter tror så fast på dette dogme, skyldes det en interessant manipulation af den stenrige amerikanske medicinalfond, Robert Wood Johnson Foundation - ejere af Nicorette-licensen, af selskabet McNeil og af verdens næststørste medicinalselskab Johnson & Johnson.

Da nikotintyggegummi og -plastre blev godkendt i starten af 1990'erne, indledte Johnson-fonden en massiv milliard kampagne mod rygning: The Assault on Smoking i den hensigt at presse flere rygere til at stoppe og dermed øge omsætningen af Nicorette & andre rygestop-produkter i datterselskaberne.

Amerikansk medicinal-fond: "Vi skabte argumentet for højere cigaretafgifter"

En af aktiviterene i kampagnen var skabelsen af evidens for, at øgede afgifter ”virker på de unge”. Man investerede herefter store beløb i research, foretaget af anti-tobaksaktivisten Frank Chaloupka ved University of Illinois at Chicago, som gennemførte en række studier og artikler, der skulle ”hjælpe med at forme argumentet for højere cigaretafgifter".

Frank Chaloupka's artikler blev ifølge fonden "et nøgleredskab for anti-tobakslobbyen”. Anti-tobaksaktivisterne kunne nu italesatte emnet overfor politikerne sådan, at enhver skatteglad politiker kunne "spille god" ved at gå ind for øgede cigaretafgifter. Nu kunne han nemlig hævde - med "videnskabelige beviser" i hånden - at højere afgifter afholdt de unge fra at ryge:

"With a TPREP grant, Frank Chaloupka at the University of Illinois at Chicago was able to show that higher prices reduced smoking among teenagers and young adults. This line of research helped shape the argument for higher cigarette excise taxes, which became a key tool for tobacco control advocates," skriver Johnson-fonden på side 7 i dette dokument på sin website.

Herefter kunne Johnson-fondens datterselskaber øge prisen på Nicorette til svimlende høje niveauer, i takt med at prisen på cigaretterne blev øget af politikerne. Under dække af ”at ville hjælpe de unge”.

Taberne er skatteyderne og rygerne, som er blevet fattigere. Vinderne er cigaretsmuglerne og Nicorette-producenterne i medicinalindustrien. De må være rigtig glade for Bente Klarlund.

Læs artikel

205 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere