Alternativet får første folketingsgruppe kun med kvinder

Rosenkilde (ALT) kalder gruppe kun med kvinder for positivt, men erkender risiko for manglende perspektiver.
Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, siger, at en gruppe kun med kvinder bidrager til et mere ligestilling Folketing. (Arkivfoto).
Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, siger, at en gruppe kun med kvinder bidrager til et mere ligestilling Folketing. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

07/09/2023

Når Alternativets Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen torsdag har første arbejdsdag i Folketinget som stedfortræder for Torsten Gejl, vil partiets folketingsgruppe udelukkende bestå af kvinder.

Det er første gang i dansk politisk historie, at det sker.

Det oplyser Folketinget til Politiken.

Foruden 22-årige Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen består Alternativets gruppe af Franciska Rosenkilde, der er politisk leder, Helene Liliendahl Brydensholt, Sascha Faxe, Christina Olumeko og Theresa Scavenius.

Sygemeldt med stress

Det er dog kun midlertidigt. Torsten Gejl er sygemeldt med stress og har sagt, at han planlægger at vende tilbage.

Han sygemeldte sig i starten af august efter at have haft smerter i skuldre og ben som følge af stress.

- Jeg skal finde en ny måde at være politiker på. En klogere og sundere måde. En mere bæredygtig måde - om jeg så må sige. Det glæder jeg mig til.

- Min læge anbefaler, at jeg bruger tre måneder på at blive rask, genoptræne kroppen og finde mental ro, skrev Gejl på Facebook 7. august. Han roste samtidig Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen for at være "skarp, dygtig og driftssikker".

Forperson erkender risiko

Franciska Rosenkilde ser det som positivt, at gruppen nu kun består af kvinder, fordi der i det store billede stadig er en overvægt af mænd i Folketinget.

Men, erkender hun over for Politiken, der kan komme til at mangle perspektiver.

- Jamen, det vil vi jo gøre på mange parametre endnu. Der er mange slags mennesker, der ikke er repræsenteret i vores gruppe. Så jeg vil aldrig sige, at man er i en gruppe, hvor man ikke mangler perspektiver. Det vil man altid gøre. Men jeg synes, at vi er meget bredt favnende med den gruppe, vi er nu, siger hun til avisen.

Kilde: /ritzau/