Midt i krisetid: Pape lancerer digitale videomøder

Tirsdag kan medlemmer af De Konservative høre fra Pape om partiets tilstand og aktiviteter på Christiansborg.
Søren Pape Poulsen (K) vil afholde digitale videomøder med medlemmerne af De Konservative. (Arkivfoto).
Søren Pape Poulsen (K) vil afholde digitale videomøder med medlemmerne af De Konservative. (Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

11/09/2023

Midt i en turbulent tid for De Konservative lancerer formand Søren Pape Poulsen et nyt format, hvor han på digitale møder vil fortælle medlemmerne om, hvad partiet arbejder med på Christiansborg, og hvad der sker i partiet.

Det første møde vil blive afholdt tirsdag klokken 20.30, og det vil vare 15 minutter, skriver Berlingske.

Over for Berlingske kalder De Konservatives generalsekretær, Søren Vandsø, det for en "videoudgave af de nyhedsbreve, som Søren Pape i forvejen laver til vores medlemmer".

- Jeg forstår, man kan tænke alt muligt i forhold til timing, men det er altså bare en videoudgave af de nyhedsbreve, som Søren Pape i forvejen laver til vores medlemmer. Det er vores opgave hele tiden at se på, hvordan vores medlemmer får mest for kontingentkronerne.

- Seneste tiltag var konceptet "Vi går til politik om onsdagen", hvor folketingsmedlemmer på skift holder onlinemøder med vores medlemmer. Det forløb er en succes, og derfor prøver vi at udvide. Jeg kan kun opfordre til, at Berlingskes læsere melder sig ind i partiet, så de også kan være med, siger han til avisen.

Ingen ende på elendigheder

De Konservative fik et dårligt valg i november, partiet ligger lavt i målingerne, og samtidig har der været kritik på de indre linjer i de seneste måneder.

Der har blandt andet været utilfredshed hos flere medlemmer med håndteringen af sagen om europaparlamentsmedlem Pernille Weiss (K), der er blevet anklaget for grænseoverskridende og ubehagelig adfærd, samt Papes generelle politiske linje.

Formanden selv adresserede kritikken i et større interview på DR søndag aften.

Her sagde han, at ansvaret for den dårlige periode er hans, at han har gennemlevet det værste år i sit liv, og at han på nuværende tidspunkt ikke ser sig selv som statsministerkandidat.

De Konservative mødes til landsråd 23.-24. september. Her skal der blandt andet findes en afklaring på, hvem der skal være spidskandidat til europaparlamentsvalget, ligesom Søren Pape Poulsen søger genvalg som formand.

Kilde: /ritzau/