Forsker: Vi skal bekæmpe muslimernes jødehad - ellers risikerer vi flere voldelige angreb

Jødehadet stortrives blandt muslimer, og det er naivt at tro andet, mener Hanna Ziadeh. Han håber på politisk handling.
Jødehadet legitimeres ved at påstå, at det skyldes Israels undertrykkelse af palæstinenserne, mener Hanna Ziadeh, ph.d. i menneskerettigheder. (Foto: Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix)
Jødehadet legitimeres ved at påstå, at det skyldes Israels undertrykkelse af palæstinenserne, mener Hanna Ziadeh, ph.d. i menneskerettigheder. (Foto: Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

17/02/2020

Debatten om antisemitisme er for alvor blusset op igen herhjemme, blandt andet affødt af udtalelser fra den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen og 75-året for befrielsen af den nazistiske koncentrations- og udryddelseslejr Auschwitz.

Mette Frederiksen og flere andre har pointeret, at antisemitisme - jødehad - særligt trives i muslimske indvandrermiljøer. Det har skabt stor debat, og mange har kritiseret både statsministeren og andre debattører og afvist, at antisemitisme er et særligt problem i muslimske miljøer.

Men jødehadet er udbredt hos muslimer, og at påstå andet er naiv ønsketænkning, skriver Hanna Ziadeh, ph.d. i menneskerettigheder og tidligere forsker ved Rådgiver, Institut for Menneskerettigheder i et indlæg i Berlingske.

Med udgangspunkt i egne oplevelser og observationer samt statistiske undersøgelser, påviser Hanna Ziadeh, at jødehadet er mest udbredt hos netop muslimer.

- Jødehadet blandt araberne er så udbredt, at det værste skældsord er at kalde en person "jahudi", jøde, skriver han som et eksempel på den udbredte antisemitiske holdning, der hersker i muslimske arabiske lande.

Ifølge Hanna Ziadeh legitimeres jødehadet med henvisning til, at Israel undertrykker palæstinenserne, og der bliver dagligt pustet til i medier og i det politiske liv.

- Jødehadet bliver dagligt legitimeret af politikere, meningsdannere og medierne ved at påstå, at jødehadet skyldes Israels undertrykkelse af palæstinenserne.

Samtidig påpeger Ziadeh, hvordan absolut ingen arabiske medier markerede 75-året for befrielsen af Auschwitz. En årsdag, der også er international mindedag for Holocaust og folkedrabets ofre.

- Meget af jødehadet i den arabisk-muslimske verden skyldes det udeblevne opgør med antisemitismen, som næsten hele verden gennemgik som følge af Holocaust, skriver han og fortsætter:

- Det letteste er at argumentere, at de ovennævnte eksempler er anekdotiske og mangler "videnskabeligt" belæg for at bevise, at jødehadet er udbredt blandt araberne og muslimerne i Mellemøsten og deres medbrødre, som udvandrede til Europa. Men dette er ønsketænkning for de politisk korrekte.

Blandt andet henviser Hanna Ziadeh til en undersøgelse, der beviser, at "antisemitisme er signifikant mere udtalt blandt muslimerne end blandt andre segmenter i de europæiske samfund".

Samtidig påpeger han, at 74% af befolkningerne i Mellemøsten har antisemitiske holdninger. Det er det højeste i verden. En tilsvarende undersøgelse viser, at det oftest er muslimer, der står bag antisemitisk vold og trusler.

Hanna Ziadeh håber på et opgør med den naive ønsketænkning, når det kommer til antisemitisme herhjemme. Derfor slutter han sit indlæg af med et opråb til landets politikere.

- Nægter vores politikere på Christiansborg at se i øjnene, at vi skal bekæmpe det jødehad, der bliver systematisk dyrket både i Mellemøsten og blandt mellemøstlige indvandrere i Danmark, dømmer vi vores jødiske landsmænd til flere voldelige angreb.