I den seneste debat om Løkkes 2025 plan, særligt skattelettelsen i toppen, har der været en mageløs opvisning i repetition af velfærdsfablerne (se eksempelvis kommentarerne til dette rimeligt fornuftige blogindlæg). Ikke mindst fra en gruppe rigmænd selv, der i en artikel i børsen skriver at de ikke ønsker en lettelse i topskatten. En anden sagde endda at det var unødvendigt for ham med en skattelettelse, fordi han ikke kunne spise mere foie gras.
Rigmænd er ikke klogere end dig og mig
Først og fremmest må vi slå fast at rigmænd ikke nødvendigvis har noget særligt godt begreb om samfundsøkonomi, eller bare ganske almindelig økonomisk teori. Deres personlige holdning skal derfor ikke veje som et særlig tungt argument, bare fordi de er rigmænd. Rigmænd er ikke nødvendigvis meget anderledes end dig og mig, udover at de har et større ønske om at tjene penge. Det er blot en blandt mange menneskelige værdier, og bør som sådan ikke anskues som bedre eller værre end de andre fredelige værdier . Det er heller ikke nødvendigvis sandt at de som gruppe er særligt mere engagerede i samfundet end almindelige mennesker. Rigmænd har dog bevist at de har en særlig evne til at tjene markedet under den gældende lovgivning, måske som lønmodtager, specialist eller iværksætter.
Rigmænd reagerer på deres egne ideer og tanker, som alle andre
Baseret på denne analyse af rigmandens forståelse for stat og samfund kan det ikke afvises at rigmændene deler den socialdemokratiske statsopfattelse som jævnligt propaganderes i medierne – nemlig det binære valg mellem skattelettelser og velfærd. Udover denne opfattelse kobler man også tit en særlig opfattelse af markedet kontra staten: Man ser markedet som et system der fører til ”fejl” (altså en situation man med sine egne subjektive værdier ikke finder optimal) mens man ser staten som den guddommelige alvidende og gode institution der sørger for at samfundet hænger sammen og fungerer optimalt. Kort sagt, markedet er fuld af fejl, drevet af egoismens sejr over fællesskabet, mens staten er fejlfri, god og altruistisk.
Det kan ikke afvises at rigmændenes egen opfattelse er at deres skattelettelse kommer på bekostning af de svage og de syge i samfundet. I denne opfattelse flytter skattelettelsen penge fra den altruistiske stat til det egoistiske marked. Med den verdensopfattelse kan der ganske rigtigt være flere af rigmændene der mener at det er dumt at give dem en skattelettelse, for de har ikke ondt af sig selv set i forhold til den smerte de forestiller sig skal falde på de svage og de syge i samfundet. Hvis rigmandens ideer og tanker kun leder ham til at kunne forestille sig de to udfald, så kan det forklare hvorfor de vælger at bruge så meget krudt på at gå i medierne og frasige sig deres skattelettelse. De tror rent faktisk på velfærdsfablerne, ligesom flertallet.
Politisk rigmand kontra markedsrigmand
Nu er det værd at pointere, at rigmanden der er kommet til sin velstand vha. politiske vennetjenester og statslig beskyttelse mod markedskræfterne i form af regulering eller subsidier ikke kan siges at være deres penge værd for samfundet. Det kan ikke vises utvetydigt at deres velstand er kommet ved at levere produkter til forbrugerne der er værdifulde i forhold til hvad forbrugerne alternativt havde valgt at bruge penge på. Deres rolle er derfor ikke let at vurdere, udover at man bør påpege at de forsøger at score kassen på andres bekostning gennem den politiske proces. Kun med statens hjælp kan man trodse forbrugernes ønsker og producere goder der er uøkonomiske. Det kan ikke vises at deres velstand tilhører dem legitimt, da mindst en del af velstanden er kommet til dem gennem udplyndring af skatteyderen og/eller ved brug af staten til at true forbrugeren. Denne rigmand er en politisk rigmand.
Det forholder sig stik modsat med markedsrigmanden der har tjent markedet og gjort forbrugerne rigere ved at producere værdifulde goder som har kunne klare sig i fri konkurrence med andre. Disse rigmænd har allerede tjent samfundet betragteligt ved at levere goder mod frivillig betaling. Deres velstand er deres, den er tildelt dem af forbrugerne, det er legitimt at de rigmænd beholder deres indkomst. Den er deres ejendom. De har tjent deres penge ved at være dygtige og ved at hjælpe andre mennesker. Deres skattebetaling er et sår på det frie marked, et angreb på ejendomsretten og en trussel mod fremtidens tilfredsstillelse af forbrugerne. Disse rigmænd er kun kommet hertil fordi forbrugerne har valgt dem. De er udpeget af forbrugeren, kaptajnen på skuden, til at være styrmand på skibet der skal sejle forbrugeren til den mest værdifulde destination.
Rigmandens valg af brug af penge er mindre vigtigt
Rigmandens forbrug af sin indkomst rokker ikke ved hans måde at opnå sin indkomst på. Markedsrigmanden har allerede gjort samfundet en stor tjeneste og bør beholde sin legitime indkomst til sig selv, som tak for godt arbejde og et håb om et fremtidigt godt arbejde. For denne type rigmand gælder følgende:
Det er ligegyldigt hvordan rigmanden forbruger sin indtægt på fredelig vis, den positive gevinst til samfundet er sikret i kraft af de goder rigmanden har leveret. Selv hvis rigmanden sætter alle pengene ind på bankkonto’en eller graver dem ned i et hul i haven, så vil hans valg gavne forbrugerne. Ved at grave pengene ned i haven opsuges købekraft fra samfundet og forbrugerpriserne vil alt andet lige blive lavere end de ville være, hvis pengene var brugt på at købe goder for. Rigmandens produktion sikrer at priserne vil falde hvis han ikke bruger sin indkomst, og bruger han sin indkomst vil de sektorer i markedet der modtager dem få en gevinst og kan hjælpe dem til at udvide. Alt efter hvad rigmanden bruger sin indkomst på, så er der ikke noget negativt udfald, der er kun positive effekter af hans valg i markedsøkonomien.
Man kan naturligvis som menneske have nogle værdiladede argumenter for at rigmanden skal bruge pengene på velgørenhed, investering, forbrug eller noget helt fjerde. Det er op til enhver at have egne meninger og egne værdier i fredelig sameksistens med andre. Den vigtige forståelse af markedsøkonomiens gavnlige dynamik gør at mennesket opnår en erkendelse af at uanset hvilken menneskelig værdi der får rigmanden til at vælge, så er der nogen der får gavn af hans beslutning og ingen tager skade. Indsigelser mod skattelettelser drejer sig derfor ikke om andet end værdiladede udsagn fra forskellige mennesker, hvoraf ingen kan sige at lige præcis dette vil være den bedste brug af rigmandens penge. Pengene er rigmandens ejendom, han må gøre med den hvad han vil. Markedet sørger for at ingen lider skade heraf.
Skattelettelser gavner velfærden
Meningen med en skattelettelse er derfor ikke at sikre en særlig fordeling af indkomst i samfundet. Netop det modsatte er tilfældet. En skattelettelse er et middel til at sikre større sammenhængskraft i samfundet, hvor det private får større kontrol over resurserne. Statens forbrug af resurser sker politisk, hvor særlige interessegrupper udnytter systemet, uden der sker en gavnlig modsatrettet virkning på andre. Det statslige forbrug afkobler menneskets værdier fra hvad der produceres og samtidigt reduceres sammenhængskraften mellem produktion og efterspørgsel.
Vi kan tage et godt eksempel: Det offentlige sundhedsvæsen. De altoverskyggende argumenter for at have et offentligt sundhedsvæsen er blandt andet at sikre alle en dækning, at sikre borgerens mulighed for behandling af sygdomme og lidelser der reducerer borgerens menneskelige velfærd. Så vidt så godt, ingen kan være samfundsopbyggende uden at støtte netop sådanne målsætninger. Problemet er midlertid at den offentlige finansiering af sundhedsvæsenet påfører systemiske fejl og ødelægger netop muligheden for at nå målet. Det er ret let at forstå denne dynamik, med følgende argumentation:
Det som er målet er at producere sundhedsydelser nok til at dække befolkningens behov. Man ønsker at øge produktionen af sundhedsydelser til et punkt hvor alle kan få behandling for deres sygdomme og lidelser. Spørgsmålet er midlertid hvordan man øger produktionen økonomisk optimalt. For hvad er alternativomkostningen? Her kommer den offentlige drift af sundhedsvæsenet ind i en uløselig konflikt.
Når det offentlige sundhedsvæsen skal tilføres flere midler, sker det på baggrund af en beskatning der reducerer incitamentet til at producere netop de ydelser der er behov for. Med skatten påføres tab for hele sundhedspersonalet: Sygeplejesker, læger og overlæger får med skatten et større incitament til at holde fri eller søge udenlands. Deres marginale indsats står ikke mål med den marginale belønning, og de vil alt andet lige vælge at reducere deres arbejdsindsats. Fritid bliver marginalt mere attraktivt. Flytte til udlandet ligeså. Hvordan har man så tænkt sig at opnå sit mål, nu hvor man har gjort det endnu mindre sandsynligt at man kan opnå målet, ved at spænde ben for sine medarbejderes frivillige engagement?
Eksemplet viser med al tydelighed at den eneste måde at få dette suboptimale system til at fungere på er at rationere sundhedsydelserne mere end der er nødvendigt i et privat system, ganske enkelt fordi tabene i driften og tabene i forbindelse med skatteopkrævningen gør det umuligt at optimere brugen af sundhedsresurserne (et andet spørgsmål er om det offentlige kan skabe værdi med de resurser der er tilbage, det behandler jeg kort her). Kort sagt holder personalet fri mens ventelisten bliver større. Hvordan kan det medvirke til at sørge for øget velfærd, når det skaber de incitamenter der går kontra til intentionen?
Derfor er det vigtigt med skattelettelser, overalt og til alle. Derfor er det kun markedskræfterne vi skal se til for at få os ud af vores vækstkrise, arbejdskrise og investeringskrise.
Velfærdsrigmænd, tag jer sammen
Det er derfor foruroligende når visse rigmænd selv agiterer for at deres indkomst skal konfiskeres af skattevæsenet. De tror tilsyneladende på at staten bruger pengene mere socialt optimalt end dem selv. Det virker til at de ikke tror på at de kan gøre det bedre for samfundet. De er bange for at have flere penge selv, for det betyder at de, i følge deres egen opfattelse, deres egne værdier, burde engagere sig i det sociale arbejde for de svage og de syge i samfundet. Hvis det er sådan de virkelig har det, så bør de følge deres værdier og bruge nogle penge på privat socialt arbejde – de kan eventuelt starte en privat organisation til gavn for en gruppe som de ønsker at støtte.
Der er også et argument fra rigmændene der lyder i retning af, at man ikke vil arbejde mere men derimod mindre. Fint, det er alle i samfundet der skal have frihed til at vælge hvad der bedst tjener deres egne værdier. Man bør huske på at et relativt liberalt samfund bl.a. hviler på en forståelse af at tvunget arbejde er et onde. Man bør kun arbejde det man selv ønsker. Markedsøkonomien skaber incitamenter til at lokke mennesket til frivilligt at vælge arbejde frem for fritid, ved at lokke med belønning for at arbejde. Det var et af socialismens store problemer – uden de rette incitamenter vil de færreste arbejde mere end det der er sjovt for dem. Man skal med andre ord have et system der kan lokke folk til at overvinde omkostningen af deres personlige slid i arbejdet ved at belønne dem. Det er altid op til den enkelte at beslutte hvor meget arbejde denne ønsker. Modsvaret til dem der siger at de rige bare holder fri og feder den på sofa’en hvis man giver skattelettelser er at sige, at det vel er de riges eget valg. Derefter kan man spørge hvordan den skråsikre påstand kan underbygges uden reference til en usikker fremtid.
Rigmanden der fortsætter med at arbejde og beholder flere af sine egne penge, og kommer i tvivl om det er i samfundets interesse, må jeg igen minde om at de er udpeget af forbrugerne til at have deres penge. Til disse rigmænd, der tilsyneladende tror fuldt og fast på velfærdsfablerne, er der kun at sige: Spis din foie gras og tag dit ansvar seriøst ved at handle på dine værdier.
