Sundhedsstyrelsen lyver om rygestop og laver reklame for medicinalprodukter

Debatindlæg: - En af tidens plager er sundhedsmyndighedernes bizarre anbefalinger til politikerne om at "hjælpe" danske rygere til rygestop

Klaus K,

30/07/2016

Debatindlæg: - En af tidens plager er sundhedsmyndighedernes bizarre anbefalinger til politikerne om at "hjælpe" danske rygere til rygestop. Denne form for hjælp er ingen hjælp. Det er tværtimod plat formynderi overfor de mange danskere, der finder glæde ved rygning.

I Berlingske 5. juli omtaltes de seneste anbefalinger i Sundhedsstyrelsens "Kræftplan IV", som hævdes at reducere kræft og tidlig død, og tilmed spare staten for udgifter. Et af forslagene er, at det offentlige - skatteyderne - skal finansiere rygestop ved at forære medicinalbranchens rygestop-produkter til storrygere.

Se også: Staten og medicinalindustrien laver ’fake news’ om rygning

Forslaget er meningsløst. Hvorfor skal skatteyderne betale for rygestop? Det er et valg at ryge, og det er naturligvis også den enkelte rygers valg, hvornår han vil stoppe. 1,5 mill danske eks-rygere er allerede stoppet - langt de fleste af dem uden brug af medicinalprodukter.

Endnu værre er det, at forslaget hviler på to grundlæggende falske præmisser:

Færre rygere betyder færre penge i statskassen

1: Det hævdes, at færre rygere vil reducere statens udgifter, bl.a. til behandling af "ryge-relateret" sygdom. Dette er forkert. Staten sparer intet på flere eks-rygere. Tværtimod: Jo flere rygere, der stopper, jo flere skatter skal der betales.

Den primære årsag til dette er, at statens samlede udgifter til rygning er rigeligt dækket ind af rygernes betaling af tobaksafgifter - "og endda mere til," som tidl. skattedirektør Otto Brøns-Petersen formulerede det i Berlingske 6. juli.

Rygning er altså en overskudforretning for staten. Og da rygere oftest findes i lavindkomstgruppen, kan man med rette kalde tobaksafgiften for omvendt Robin-Hood politik: Staten tager fra de fattige og giver til de rige. Og det er ikke småpenge, vi taler om: I Tjekkiet viste en regeringsanalyse i 2011, at tobaksafgiften indbringer et beløb, der er 10 gange højere end statens samlede udgifter til rygning.

Evidens peger på, at rygestop ikke reducerer kræft

2: Sundhedsstyrelsen hævder som en sikker ting, at man vil reducere kræft og tidlig død ved at få folk til at stoppe rygning. Men også denne påstand er forkert, og dette er videnskabeligt bevist. Rygestop og andre livsstilsforbedringer udskyder nemlig ikke sygdom og død i raske mennesker.

Overraskende? For nogen måske. Men det er dokumenteret grundigt i 40 års kostbare random controlled trials. I disse trials, som regnes for "gold standard", har man undersøgt flere hundrede tusinde forsøgspersoner, der blev delt i to grupper ved lodtrækning. Den ene halvdel blev vejledt til en “sundere” livsstil - herunder rygestop - mens den anden halvdel fortsatte sin sædvanlige “usunde” livsstil. Herefter sammenlignede man de to gruppers helbredsresultater over tid - fx. i 5, 10 eller 20 år.

Resultaterne har været skuffende for sundhedsbranchen: Sygdom og død indtraf generelt ligeså hurtigt i de “sunde” testgrupper som i de “usunde” kontrolgrupper. Rygestop førte specifikt til mindre hoste og lidt bedre vejrtrækning i nogle forsøgspersoner, men hverken rygestop eller andre livsstilsændringer førte til mindre sygdom eller øget levetid i raske personer.

Så hvordan kan Sundhedsstyrelsen påstå, at man vil reducere sygdom og død ved rygestop, når man udmærket ved, at der er tung evidens for det modsatte?

Og hvorfor postulerer styrelsens eksperter, at staten sparer penge på at dele Nicorette ud til rygere på skatteydernes regning, når de udmærket ved, at det modsatte er tilfældet?

Sundhedsstyrelsens bånd til medicinalindustrien bør undersøges

Det er i sandhed en gåde. Forslaget er en særpræget blanding af formynderi og erhvervsstøtte til medicinalindustrien. Uden nogen underliggende evidens - men hyklerisk maskeret som "hjælp".

Måske skulle man snart foretage en uvildig undersøgelse af Sundhedsstyrelsens bånd til medicinalindustrien? Det har været kendt siden 2014, at medicinalgiganterne finansierer størstedelen af Sundhedsstyrelsens budget - og det er påfaldende at se, hvor ofte styrelsens anbefalinger reelt blot tjener som reklame for medicinalgiganternes produkter.
-----------------------------------------

- Se også: Nicorette & rygestop: Når "gode" investeringer fører til sikre tab

Kilde: